41+4 & TANKER OM IGANGSÆTTELSE

Konges Sløjd

I dag er en underlig dag. Jeg er gået 11 dage over termin og har en tid til igangsættelse i morgen tidlig.

En igangsættelse var på ingen måde dét fødselsforløb, jeg havde håbet på. Jeg havde tværtimod håbet på at undgå det. Men min krop har åbenbart brug for en hjælpende hånd og et lille puf i den rigtige retning, så vores datter kan komme ud til os.

Den sidste uges tid har ikke just været sjov. Selvom en terminsdato jo ”bare” er en dato og at sandsynligheden for, at føde på netop dén dag er minimal, er der bare ét eller andet over lige præcis dén dato. Det er den største milepæl i graviditeten og dén dag, vi har set frem til i så mange måneder. Men dagen kom og den gik, og føles nu mere eller mindre som en fjern fortid. Dagene efter terminsdagen har bevæget sig i sneglefart og mit humør er dalet for hver dag, der er gået. Åndssvagt! Fordi jeg har jo vidst at for hver dag, der er gået, er vi kommet én dag tættere på mødet med vores datter. Men jeg har også vidst, at vi for hver dag er kommet én dag tættere på en mulig (og uønsket) igangsættelse. Og med mindre min fødsel går i gang i løbet af i dag, er en igangsættelse altså en realitet.

Jeg havde selvfølgelig håbet og ønsket, at min fødsel gik i gang på naturlig vis og at det ikke blev nødvendigt med hjælp. Men graviditeter og fødsler er uforudsigelige, og selvom man kan have nok så mange tanker og ønsker om, hvordan det skal forløbe, kan man blive overrasket.

Jeg ved, at man ikke skal tage sorgerne på forskud, men jeg frygter, at igangsættelsen resulterer i et langt, tungt og lettere kompliceret fødselsforløb, og det har jeg ærligt talt lidt svært ved at overskue. Samtidigt synes jeg, det er en smule nervepirrende at kende til datoen for igangsættelsen, fordi det jo betyder, at jeg (mere eller mindre) kender til tidspunktet for hvornår, dét jeg frygter (læs: fødslen), går i gang. Og det gør altså dagen i dag ret underlig. Selvom vi kommer til at tilbringe store dele af eller hele dagen i morgen herhjemme, med mindre min krop reagerer kraftigt på igangsættelsen og forløbet bliver kort, er det underligt at vide, at i dag er sidste ”normale” dag inden, vi om lidt er en familie.

Jeg burde vel nyde dagen … nyde at kunne drikke en varm kop kaffe, nyde at kunne tage et langt bad, nyde dén mave, jeg har båret de sidste 9,5 måned, nyde at have mine arme fri til at kunne lave lige netop dét, jeg har lyst til, og nyde at Jesper og jeg kun skal fokusere på hinanden. Men jeg føler mig låst til sofaen – min krop er fyldt med væske, energiniveauet er på sit laveste, jeg har ondt, når jeg går, og jeg bare venter. Venter på at få sat gang i fødslen og venter, mest af alt, på at møde vores lille datter. Selvom der selvfølgelig stadig er en lille chance for, at min fødsel når at gå i gang af sig selv, så nærmest ved jeg, at jeg har en igangsættelse foran mig i morgen, og derfor vil jeg bare gerne i gang! Ventetiden har været så uendelig lang og dagen i dag føles længere end nogen af de forgangne.

Men inden weekenden er ovre (det kan vidst godt slås fast), er vi tre. Den tanke er vild og fantastisk <3

Er der andre af jer, der læser med, der er gået over termin? Eller er der nogen af jer, der har erfaringer med igangsættelse? Forhåbentligt er jeg ikke alene om de lidt negative følelser og tanker, jeg sidder med i dag (:

Pssst … husk at jeg udlodder 2 x valgfri plakat fra Unikke Kort. Smid et lod i puljen lige her.

| Bloglovin’ | Facebook | Instagram Snapchat |

Share

2 comments on “41+4 & TANKER OM IGANGSÆTTELSE

  1. Marie
    30/11/2016 at 21:03

    Jeg kender dig jo ikke, men har fulgt lidt med herinde, fordi du “poppede op” på Instagram. Jeg er også gravid, og jeg var vild med dine kjolevalg – haha. Da jeg var gravid første gang, sagde vi pænt nej tak til igangsættelse. Den mulighed har du jo også. Og hvis ellers både du og barnet har det godt, er det jo ingen naturlov, at man skal sige ja til piller med mulig vestorm til følge. Du bliver jo undersøgt inden, så du har mulighed for at tage stilling. Jeg endte med at få egne veer, de gik så i sig selv igen, men det betød, at jordemoder kunne nøjes med at prikke hul på vandet, da jeg var 42+1. 7 timer efter fødte jeg en sund og rask dreng. Ikke for at sige hvad du skal gøre. Mere for at sige, at selvom hospitalet har nogle standarder, så er det ikke sikkert, at de passer alle. Pøj pøj med det.

Leave a Reply to Marie Cancel Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *