AMNING: MIN AMMEHISTORIE

Amning

Frida tre dage gammel ♡

Amning er et emne, der er ret meget oppe i tiden. Måske har det altid været et omtalt emne, men jeg begyndte først at lægge mærke til omtalen, da jeg blev gravid med Frida. Hvilket jo giver god nok mening. Det var først dér, det begyndte at blive et relevant emne for mig. Og nu hvor Frida er 10 måneder, har jeg tilmed selv noget at sige om emnet. Jeg vil i hvert fald gerne dele min ammehistorie.

Inden Frida blev født, var jeg af den holdning, at hvis amningen ikke kom til at fungere, måtte vi jo bare give hende modermælkserstatning på flaske. Herregud værre kunne det da aldrig gå, tænkte jeg. Jeg ville selvfølgelig gerne amme hende og jeg håbede da også på, at det kunne lykkes. Men det var ikke afgørende for mig og jeg havde en idé om, at jeg sikkert var én af de kvinder, der ikke ville kunne producere mælk nok. Sådan har det været for flere af kvinderne i min familie.

Men jeg blev klogere. På amning og på mig selv. Da Frida blev født skete der noget med mig. Hvor kliché-agtigt det end lyder, så ændrede dét at blive mor til Frida min holdning til amning på et splitsekund. Fra det øjeblik hun blev lagt på mit bryst, vidste jeg, at jeg ville amme hende. Det skulle lykkes! Modermælkserstatning og flaske?! Næ nej! Aldrig. Kun hvis det virkelig ikke kunne være anderledes. Jeg ville ikke bare sådan uden videre overgive mig til flasken. Jeg kunne mærke, at det i høj grad betød noget for mig og det kom faktisk bag på mig hvor meget, det betød. Én ting var sikkert; Jeg ville kæmpe for at få amningen til at lykkes.

Og det viste sig da også, at jeg måtte kæmpe lidt for det. Den første uges tid efter, jeg havde født Frida, var ikke ligefrem en dans på roser, hvad angår amning. Det forholdte sig nemlig sådan, at jeg et par timer efter min fødsel desværre endte med at miste en hel del blod – det kan I læse mere om her. Når man i forbindelse med en fødsel mister blod – altså mere end normalt – påvirker det mælkeproduktionen negativt, og det krævede derfor lidt mere arbejde at få gang i min mælkeproduktion. Samtidigt havde Frida, der jo var sulten, desværre også lidt vanskeligheder med at gribe fat og få ordentligt ved. Frustrerende for mig, men nok i særdeleshed for hende. Og det var jo ikke ligefrem motiverende for hende at fortsætte med at kæmpe, når det alligevel var yderst begrænset hvor meget mælk, der var at komme efter. Det var en ond cirkel. Heldigvis fik vi begge to hjælp. Frida af ammebrikker og ammesugerør, og jeg af et monstrum til brystpumpe. Og sammen fik vi alverdens hjælp og støtte fra Jesper, verdens bedste far og kæreste, og søde sygeplejesker (vi var indlagt på barselsgangen i fire dage). Og nok vigtigst af alt så tilbragte vi en helt masse tid hud mod hud, hvilket jo heldigvis bare var en positiv ting, fordi jeg slet ikke kunne komme tæt nok på det lille menneske, der var min datter ♡

Men uanset hvor opsat jeg var på at få amningen til at lykkes, så var det indimellem lidt svært ikke at miste modet de første dage. Jeg forsøgte at finde ro i det og lade være med at stresse over det, men situationen blev nok heller ikke ligefrem hjulpet på vej af min uendelige træthed ovenpå fødslen, der forløb hele natten, blodtabet og dét faktum, at vi nu var forældre. Heldigvis kunne vi se forbedringer dag for dag, time for time. Det hjalp. Hvert lille fremskridt var en sejr. Frida var så dygtig. Hun begyndte stille og roligt at gribe ordentligt fat og jeg fik mere og mere mælk at tilbyde hende. Én af dagene efter vi kom hjem fra sygehuset, hvor mælken for alvor var begyndt at løbe til, formåede Frida tilmed at sutte uden ammebrik. Måske lyder det for nogen som en lille ubetydelig ting, men for mig var det stort. Det var en kæmpe lettelse og det gjorde mig så glad og stolt, og jeg mener faktisk at jeg fældede en lille tåre. Vi begyndte at blive dus med amningen.

Siden da har amningen fungeret stort set uproblematisk. Men indimellem har det dog været en smule udfordrende, fordi jeg desværre lider en del af slem hovedpine og migræne, og stærke smertestillende piller som bekendt ikke er verdens bedste idé i forbindelse med amning. Men jeg har holdt mig fra de stærke piller og bidt tænderne sammen, når det var nødvendigt. To gange har jeg været så dårligt tilpas, at jeg simpelthen ikke kunne amme Frida og der har Jesper taget over og givet hende en flaske. Det har været okay, når nu situationen var, som den var, og når amningen under normale omstændigheder fungerede helt optimalt. Og heldigvis har Frida gerne ville tage flasken de gange, hvor hun er blevet tilbudt dén fremfor brystet.

Men nu er amning et overstået kapitel. Frida er 10 måneder og jeg endte med at amme hende i 9,5 måned. Det har været et virkelig naturligt og uproblematisk ammestop, hvor Frida langsomt mistede interessen mere og mere. Og til sidst kunne jeg godt glemme alt om at amme hende i dagstimerne – det nægtede hun, også selvom vi sad stille og uforstyrret. I nattetimerne synes hun dog stadig, det var sagen med mors bryst. Men i takt med at amningen udelukkende foregik om natten, faldt min mælkeproduktion helt naturligt, og til sidst var der knapt nok til hende om natten. Det betød, at hun vågnede en del gange i løbet af natten, fordi hun var sulten. Hun fik simpelthen ikke nok, og det begyndte faktisk at bekymre mig lidt, fordi jeg ved at børn under 1 år skal have en halv liter mælk i døgnet. Det fik hun ikke. Det var jeg ret overbevist om. Derfor besluttede Jesper og jeg, at begynde at give hende modermælkserstatning på flaske.

Det tog et par dage for hende at vænne sig helt til flasken og nok mest af alt til smagen af modermælkserstatning (forståeligt nok – har I nogensinde smagt det? Føj), men nu slubrer hun det i sig. Det har virkelig givet mig ro, at jeg nu ved, at hun får dén mælk, hun har brug for i løbet af et døgn. Og – sjovt nok – sover hun også meget bedre i løbet af natten. For os har det været den fineste og nemmeste overgang fra bryst til flaske – vi var begge klar; jeg har ikke været generet af spændte bryster, fordi overgangen har været så glidende, og Frida opsøger ikke mælken hos mig.

Der er meget mere at sige om amning end dét, jeg har sagt her. Men mest af alt ønskede jeg også “bare” at dele min eller vores ammehistorie. Jeg har virkelig nydt at amme, og jeg tror også, at jeg til tider vil savne det. I hvert fald vil jeg tænkte tilbage på det som noget ganske, ganske særligt – det bånd og den nærhed, der opstår mellem mor og barn, når man ammer, er helt unik(t). Det er jeg meget glad for at have oplevet ♡

Til sidst vil jeg lige for en sikkerhedsskyld understrege, at jeg aldrig nogensinde kommer til at se skævt til de forældre, der vælger at give deres barn modermælkserstatning. Sådan må du ikke læse mit indlæg. Alle historier er forskellige – og det er dét, der er så fint. Her har du i hvert fald min ♡

Hvordan har dit ammeforløb været? Jeg vil virkelig gerne høre din historie! Har det været nemt, svært, umuligt, ikke-eksisterende, hårdt, lykkeligt? Har du givet flaske fra starten? Har du ammet i over 1, 2, 3 år? Har du svært ved at forestille dig engang at skulle amme et barn? Glæder du dig til at skulle opleve det? Jeg hører også meget gerne fra dig, der endnu ikke har været i situationen, men som har det foran dig ♡ Grib tasterne og del de tanker, du har lyst til at dele. Jeg vil glæde mig til at høre fra dig.

| Bloglovin’ | Facebook | Instagram Snapchat |

Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *