AKNE OG DERMAROLLER

Dermaroller 1
Dermaroller 2
Dermaroller 3
Dermaroller 4

Som jeg skrev i et indlæg op til forrige weekend brugte jeg weekenden på at bemande FredericiaCs (havneprojekt i Fredericia) stand på en bolig- og livsstilsmesse i Fredericia. Det var to gode dage, men jeg blev alligevel personligt ramt af noget en kvinde sagde.

En frembrusende kvinde i 60’erne henvendte sig til mig – ikke med formålet om at høre mere om FredericiaC-projektet, men i stedet med formålet om at promovere sig selv og sine skønhedsprodukter. Hun var ganske offensiv og direkte og sagde noget med, at hun var trådt ind i skønhedsbranchen, hvilket var hendes helt store passion, og hun promoverede produkter med ganske særlig anti-aging-effekt. I forbindelse med den salgstale sagde hun til mig: “Anti-aging er jo ikke relevant for dig, da du jo er ung, men du har en masse knopper; kunne du tænke dig at få dem til at gå væk?!”.

Alle med akne, og selv personer med bare lidt uren hud, kan skrive under på hvor følsomt et punkt netop ens hud er. Og for mig var det enormt grænseoverskridende, at en kvinde, uden noget personligt forhold til mig, stod og talte højt og åbenlyst om min ikke-perfekte hud blandt standens øvrigt besøgende. Jeg var mundlam og blev faktisk ret såret – jeg havde slet ikke lyst til at tale med hende, og heldigvis henvendte et par sig, som rent faktisk ønskede at høre om FredericiaC, til mig. Jeg vendte fokus mod dem og den frembrusende skønheds-“guru” af en kvinde bevægede sig videre over til én af mine veninder, som desuden hjalp med at bemande standen – min veninde kom senere over til mig og citerede kvinden, som havde sagt: “Jeg har lige været ovre og snakke med din kollega (læs: mig) … hende med alle knopperne!”.

De kommentarer satte virkelig sine spor i mig og nu hvor jeg sidder og skriver om det, kan jeg mærke, hvordan mine kinder bliver røde og hvordan den pinlige, ubehagelige og triste følelse sætter sig i mig. Hun var ubehøvlet (selvom det sikkert ikke var hendes hensigt) og opførte sig efter min mening meget upassende! Min hud er, som sagt, virkelig et følsomt emne for mig, og gu’ fanden har jeg lyst til at få mine “knopper” (og ikke mindst akne-ar) til at gå væk – jeg er desperat og har været det de sidste ti år. Min hud er min evige fjende – dén der kan få mig til at føle mig allermest utilpas og dén der nedbryder min selvtillid.

Som studerende har jeg ikke råd til at bruge penge på det ene kosmetolog-besøg efter det andet, selvom der ikke er noget jeg hellere ville. Men den ubehøvlede kvinde fik mig til at gå direkte hjem til min kæreste med våde øjne, og efterfølgende – med tilskud fra min søde, støttende og forstående kæreste – bestille dette Serum8 Dermaroller hjemmekit, som er et komplet hudplejesystem, som giver mig mulighed for selv at pleje og vedligeholde min hud efter professionelle principper. Kittet, der indeholder en dermaroller, en dermaroller cleaner, en cleanser og en serum, skulle efter sigende være effektivt mod blandt andet arret hud og uren-/aknehud. Jeg har læst om kittet flere gange og har særligt fået lyst til selv at afprøve det efter, at jeg har fulgt med i Danicas dermaroller-forløb.

Jeg håber på, at jeg med tiden vil komme til at se en forbedring, så jeg i fremtiden ikke skal møde den type kommentarer igen, kan få et godt forhold til min hud og stille og roligt vinde min selvtillid tilbage. Jeg satser på, at jeg vil lade jer følge med i forløbet og – hvis jeg får taget mod til mig – vise jer før- og efterbilleder (forhåbentligt bliver der en forskel at se). Jeg synes personligt, at den type indlæg er inspirerende, og som sagt har Danica i den grad inspireret mig. Jeg tager virkelig hatten af for folk, der blotter sig på den måde, og jeg forsøger her at gøre det samme, til trods for den grænseoverskridende følelse, jeg sidder med. Men jeg håber, at jeg på én eller anden måde kan tale til andre, der sidder derude med samme forhold til deres hud – selv har jeg følelsen af at være en smule alene; følelsen af, at alle andre omkring mig har bedårende, strålende og fejlfri hud. Men jeg ved alligevel, at jeg ikke er den eneste, der sidder med en Palle-alene-i-verden-følelse og jeg-er-den-eneste-der-lider-af-grim-hud-følelse - har jeg ret?

Tag endelig mod til jer og del jeres historier og følelser i kommentarfeltet – min hensigt er, at skabe en åben, rar og tillidsfuld atmosfære her på bloggen, og i særdeleshed i forbindelse med det følsomme hud-emne.

De bedste tanker fra
Julie

Share

9 comments on “AKNE OG DERMAROLLER

  1. Anonymous
    18/02/2015 at 18:14

    Jeg kommenterer ellers aldrig, men det her indlæg rørte mig virkelig, da jeg kan føle 100% hvordan du har det. Jeg har selv haft problemer med “knopper” og akne, stadig i en alder af 22, og føler mig som den eneste i hele verden. Det går rigtig meget ud over ens selvtillid. Kan godt forestille mig hvor ubehagelig en situation det må have været med hende den yderst uforskammet kvinde.

    • Julie Monberg
      18/02/2015 at 19:41

      Hej med dig.

      Først vil jeg sige, at jeg er rigtig glad for, at du havde lyst til at kommentere på mit indlæg. Det betyder meget, at I har lyst til at kommentere – særligt når jeg laver et så personligt indlæg (:

      Og her har du beviset på, at du på ingen måde er alene – og jeg har beviset på det samme. Selvom man jo godt ved, at man ikke er alene om sine hudproblemer, er det rart, at høre fra andre med samme problem (: Tak fordi du gav dig tid, og tak fordi du læste indlægget!

  2. Maibrit
    01/03/2015 at 20:23

    Hej Julie
    Øv for en oplevelse, og sikke et upassende kvindemenneske. Jeg kender det også selv, da jeg har både teenagehud i en alder af 25, akne-ar og så en herlig omgang Rosacea. Det kan virkelig ødelægge ens selvtillid. Jeg har også ret sensitiv hud, så det er heller ikke alle hudplejeprodukter, jeg kan tåle, så det kan være lidt af en jungle at finde de rigtige produkter. Jeg har dog rigtig god erfaring med Pudderdaasernes “Musthaves” – især deres “T-zone peeling” og “alt-i-en creme”. Produkterne er tilmed SU-venlige.

    Hvis det er til en trøst, har jeg aldrig lagt mærke til hverken dine “knopper” eller problemhud.

    Knus herfra
    Ps. Jeg er helt tosset med din blogs nye layout.

    • Julie Monberg
      01/03/2015 at 21:37

      Hej Maibrit,
      Tusinde tak for din virkelig rare kommentar! Hun var vanvittigt upassende – det var simpelthen sådan en træls situation. Øv. Men det er så rart, når man hører, at man ikke er den eneste med dum hud i en alder af 25! (Selvom man godt ved, at man jo ikke er alene).
      Superfedt at høre, at du har gode erfaringer med Pudderdåsernes produkter; det er en fornøjelse at høre om andres erfaringer. Måske jeg skulle prøve de produkter!? At de er SU-venlige er jo desuden et kæmpe plus (:
      Hvor er jeg glad for, at du aldrig har lagt mærke til mine “knopper” – desværre ser jeg ikke selv andet end dem, når jeg kigger i spejlet. Dum følelse.
      Og hvor er det fedt, at du kan lide mit nye layout – det er jeg rigtig, rigtig glad for! (:

  3. Mette
    20/01/2016 at 01:16

    Hej Julie

    Har du oplevet en forbedring på din hud efter brug af serum8 kittet?
    Del gerne dine erfaringer :-) Overvejer kraftigt at købe et kit selv.

    • Julie Monberg
      20/01/2016 at 13:26

      Hej Mette,

      Jeg har desværre ikke være konsekvent nok i min brug af dermarolleren til, at jeg kan udtale mig om effekten. Men jeg har besluttet, at jeg vil give sættet et fair forsøg inden længe. Derefter vil jeg meget gerne dele mine erfaringer (: Kunne det have interesse?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *