FERIE & SOMMERFERIELÆSNING

Det ender med os to

Venner, i morgen aften kører vi til Sydfrankrig. Ja, vi kører … og det er jeg altså lidt spændt på med en lille Frida på bagsædet. Men det skal nok gå på den ene eller den anden måde. Jeg føler, det er flere årtier siden, at vi sidst har oplevet den skønne og varme sydfranske sommer. Vi gjorde det sidste år. Men der er sket så meget siden da, at den sommer føles som svage minder. Vi har sagt farvel til vores lille studielejlighed og hej til vores nye hus og hjem. Jeg har været gravid og født Frida. Vi er blevet forældre. Og det er vores første sommer som familie. Det er nyt, fedt og anderledes.

Det er dog ikke første gang, at Frida skal med os til Frankrig. Vi var der i påsken. Men det er den første sommer med hende i mine forældres sydfranske hus. Hun fylder otte måneder imens vi er dernede og jeg ved, at hun kommer til at elske de tre uger med sine forældre, mormor og morfar og oldemor (min farmor). Hun kommer i hvert fald ikke til at mangle opmærksomhed.

Når vi kommer hjem igen har jeg kun én uge tilbage af min barsel (hvor blev tiden af? Piv), hvorefter jeg skal i gang med jobsøgningen. Men til gengæld har Jesper barsel helt til midten af september. Han startede på sin barsel i fredags og kan nu nyde to hele måneder sammen med os, og vi kan, ikke mindst, nyde en masse tid sammen med ham. Det gør altså lige ferien en tand bedre (:

Jeg glæder mig til, at vi torsdag morgen (hvis køreturen går uden problemer vel at mærke) kører ind i Italien og gør vores sædvanlige morgenstop på én af de italienske rastepladser. Her får vi altid en croissant, kaffe og friskpresset appelsinjuice. Det er den bedste stund! Her føler vi virkelig, at ferien er i gang og vi er klar til at køre de sidste timer, inden vi når frem.

I morgen – inden afgang om aftenen – kommer dagen til at gå med at pakke og få et par sidste praktiske ting på plads herhjemme. Weekenden efter, vi kommer hjem, skal vi nemlig holde navngivnings- og indflytterfest for 50 mennesker. I vores have – kryds lige fingre for godt vejr! I går svingede vi forbi Søstrene Grene og fik nogenlunde styr på pynt og borddækning, men de fleste af forberedelserne kommer til at foregå i ugen op til. Heldigvis har vi god tid til at få lavet en grundig handleplan i Frankrig. Ugen op til festen bliver formegentligt en smule presset uanset hvor gennemarbejdet en plan, vi får lagt, men før vi stresser over det, skal vi altså nyde sol, varme, gode bøger, afslapning, familietid, Frosé, iskaffe og alt andet, der hører sig til en sommer i det sydfranske.

ÅRETS SOMMERFERIELÆSNING

Apropos gode bøger og sommerferielæsning generelt, så pakker jeg – foruden den obligatoriske stak af magasiner – blandt andre denne bog; Det ender med os to af Colleen Hoover, som jeg læste en meget positiv anmeldelse af på Valdemarsro. Også på ChriChri roser de bogen og giver den seks stjerner. Jeg kan ikke vente med at fordybe mig i bogen (forhåbentligt bliver der tid til det, når vores lille pomfrit sover), men inden da skal jeg færdiggøre Planen af Morten Pape, som jeg fik af en veninde i barselsgave. Jeg mangler stadig en del, men jeg kan allerede slå fast, at den er god!

Hvis I mangler ekstra inspiration til god sommerferielæsning, så kan jeg anbefale jer, at læse mit indlæg “Bøger, du bør læse i din ferie”, som jeg skrev sidste år.

Hvilke bøger planlægger I, at skulle læse i jeres sommerferie? Og hvilke bøger har I for nyligt læst og hvilke vil I anbefale? Jeg vil så gerne blive bedre til at få læst i hverdagen – jeg synes det giver ro, inspiration og glæde! Så send endelig titlerne på jeres favoritbøger i min retning ♡

| Bloglovin’ | Facebook | Instagram Snapchat |

Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *