For 5 kroner blandet,  Føljeton

FOR 5 KRONER BLANDET # 1

Hej med jer. Her kommer mit første indlæg i min nye føljeton; “For 5 kroner blandet”. Indlæggene i føljetonen kommer til at rumme et virvar af spøjse, sjove, smukke, inspirerende og hyggelige ting, som jeg falder over. Internettet gemmer på så mange “uopdagede” skørheder og perler, og det er umuligt at undgå, at opdage nyt når man surfer rundt på nettet. Det er selvfølgelig ikke kun på nettet, at jeg kan støde på ting, som jeg får lyst til at dele med jer i et “For 5 kroner blandet”-indlæg. Og derfor kan I forvente jer lidt af hvert i disse indlæg.

Jeg har i længere tid godt kunne tænke mig, at lave en føljeton af den her type. Særligt af to grunde: 1) jeg elsker Emma Martinys føljeton “Links I Like”, som har inspireret mig til at lave noget lignende – “Links I Like”-indlæggene er simpelthen så hyggelige, sjove og inspirerende, og 2) jeg elsker personligt at blive præsenteret for nye finurlige og geniale ting, jeg endnu ikke selv er stødt på. Så her kommer det første i rækken af forhåbentligt mange “For 5 kroner blandet”-indlæg. God fornøjelse.

Hövding Airbag For Cyclists

[ Jeg har aldrig været fan af cykelhjelme. Særligt fordi det altså er et problem, når man ofte har sit hår sat op i en høj knold. Og så kommer vi bare heller ikke udenom, at cykelhjelme tit og ofte giver trykmærker i håret. Men her er løsningen – Airbag-cykelhjelmen fra Hövding. Helt ærligt så synes jeg, at det er intet mindre end genialt. Den er nu på min ønskeliste ]

Tisca Rugs

[ Disse håndvævede tæpper fra Tisca er gudesmukke, og derfor skulle de med i indlægget. Tæpperne fås i 26 forskellige strukturer/overflader og 96 forskellige farver. Så der burde være noget for enhver smag. Jeg synes de stråler af kvalitet og håndværk, og så har jeg læst, at de skulle være noget så bløde at gå på ]

Scratch Off World Map

[ Verden er fascinerende – den gemmer på så mange skatte, og vi har mulighed for at opleve i det uendelige. Med det her skrabe-verdenskort, kan du holde styr på hvilke lande, du har besøgt og hvilke lande, du endnu har til gode at besøge. Jeg synes, at tanken er så fin ]

Hjem-IS Vennernes Vej

[ Kan I huske “Hjem-IS Vennernes Vej”? Én af mine veninder postede videoen, som I kan se lige her, på Facebook den anden dag, og med det samme blev jeg taget tilbage til min barndom. Jeg kunne ligefrem smage, hvordan de forskellige ispinde smagte … åh, nostalgi ]

Timehop App

[ Det er ganske kort tid siden, at jeg faldt over app’en Timehop – måske er jeg bare bagud? Uanset hvad, så er den altså lidt sjov. Den tager dig tilbage i tiden, og hver dag får du en lille oversigt over, hvad du postede for 1, 2, 3 og 4 år siden. Det er ret hyggeligt, men også lidt skræmmende fordi man finder ud af, hvor hurtigt tiden går ]

Fortæl mig endelig om I kan lide den her type indlæg og skriv gerne til mig, hvis I falder over en finurlighed (eller andet), som I synes fortjener en plads i ét af indlæggene (: God dag, alle sammen.

Følg på Bloglovin’ | Følg på Facebook | Følg på Instagram 

5 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *