HEJ DK & TANKER FRA EN KOMMENDE FØRSTEGANGSMOR

Jordbærtærte

Hej smukke mennesker. Så er ferien desværre ved at lakke mod enden for vores vedkommende. Vi kørte ind i Danmark tidligt i morges og hoppede direkte på hovedet i seng, da vi åbnede døren til vores lejlighed. Vi vågnede efter et par timer, da klokken var lige knap 11, hvorefter vi snuppede et hurtigt bad, pakkede ud og fik handlet ind. Så er lejligheden igen oppe at køre. Skønt!

Selvfølgelig er det dejligt nok at være hjemme – jeg elsker vores lille hjem (selvom det er småt og vi mangler plads, men det er stadig mit og Jespers fælles hjem) -, men denne gang har jeg bare ikke helt følelsen af “Ude godt, hjemme bedst”. Jeg synes ferien forsvandt, inden jeg nåede at se mig om, og dét der nok gør det lidt ekstra vemodigt for mig, at sommerugerne i det sydfranske er ovre for denne gang, er, at det var den sidste sommer, “som vi kender den” – hvor det udelukkende er verdens bedste voksne mennesker, der er samlet. Fomåede jeg nu at nyde det nok? Fik vi det bedste ud af vores sidste ferie, som “bare” ‘Jesper & Julie’, bare ‘voksne’? Næste gang har vi vores lille, dejlige datter med … misforstå mig nu ikke, fordi det bliver fantastisk, og jeg får et sug i maven af glæde, når jeg tænker på alle de fantastiske stunder, vi, som familie, har foran os i mit sydfranske hjem. Og jeg glæder mig så meget til at skulle give vores datter de allerbedste ferieminder. Men det bliver noget andet, og jeg ved ikke, hvad det “andet” er. Det bliver sikkert endnu bedre, men lige nu ved jeg bare ikke, hvad vi har i vente. Følelsen af at være usikker på det ukendte er så beskrivende for, hvordan jeg er. Desværre. Og derfor, og sikkert også på grund af hormonniveauet i min gravide krop, var det altså en smule hårdt for mig at vinke farvel til mine forældre og farmor, der blev et par ekstra dage i Frankrig, da min lillebror, Jesper og jeg trillede afsted i går. Ærligt, så fældede jeg flere tårer og måtte virkelig bide tænderne sammen, da vi vinkede og kørte afsted. Åndsvagt … fordi vi har jo haft den skønneste ferie, ses allerede igen på lørdag og har et hav af fælles sydfranske ferier foran os. Heldigvis!

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste kommende førstegangsmor, der kan få tanker som; “Får vi nu det bedste ud af den sidste tid, hvor vi bare er os to?”, “Hvordan bliver ferierne – og ikke mindst hverdagen -, når vi er tre?” og “Får vi tid til rolige terrasse-stunder med et godt glas rødvin og mine forældre?”? Selvom jeg er sikker på, at vi når det hele og får tid til det hele, så rammes jeg ind i mellem af de tanker, og i går blev jeg ramt for fuld skrue. Men nu er vi landet herhjemme igen, og tankerne er kommet på afstand og er blevet erstattet af den som oftest dominerende forventningsglæde – lille kære pige, jeg og din far glæder os mere end meget til at skabe de fineste og dejligste ferieminder med dig.

Hvis I på nogen måde kan genkende mine tanker, så giv lyd! (:

PS! Jordbærtærten fra Lagkagehuset, som Jesper og jeg købte tidligere i dag, for at nyde den sidste feriedag lidt ekstra, hjalp i den grad også på det lidt triste og graviditetspåvirkede “øv-ferien-er-slut”-humør. Lagkagehuset og så suveræne jordbærtærter, som dem de bager, findes nemlig ikke Sydfrankrig.

| Bloglovin’ | Facebook | Instagram Snapchat |

Share

3 comments on “HEJ DK & TANKER FRA EN KOMMENDE FØRSTEGANGSMOR

  1. alice
    18/08/2016 at 07:08

    Det er heldigvis sådan, at ‘den eller det sidste’ altid er forbundet med ‘den eller det første’ Og begge dele er forbundet med noget ganske særligt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *