JOBSØGNING: OM AT BLIVE SLÅET PÅ MÅLSTREGEN

Marcipanbrød

For fire uger siden fik jeg et opkald fra et rekrutteringsbureau, som stod for rekrutterings-processen til ét af de jobs, jeg har søgt. Jeg var én blandt 12 kandidater, som de to rekrutteringsmænd gerne ville se til en samtale. 12 personer er alligevel ret mange, at skulle op imod, så jeg vidste godt at chancen for at fortsætte videre i forløbet formegentligt ikke var så stor. Men ikke desto mindre blev jeg ringet op igen med beskeden om, at jeg var blandt de fire personer, som de gerne ville se igen. Og denne gang til et møde hvor også vicedirektøren fra selve virksomheden skulle deltage. Nu begyndte det at spidse til. Jeg var nervøs, men gjorde mit allerbedste. Der var god kemi og jeg gik fra samtalen med en følelse af, at det var gået godt. Det var det også, fordi jeg blev valgt som én af de to sidste kandidater. Pyh! Sådan en proces er nervepirrende og jeg begyndte for alvor at håbe på, at jeg kunne være heldig at være dén, der fik tilbudt jobbet i sidste ende. Men der var stadig et stykke vej endnu til den sidste udvælgelsesproces. Nu havde jeg tre tests foran mig – én test, jeg skulle tage hjemmefra, og to tests, jeg skulle tage på rekrutteringsbureauet. Jeg scorede fint i de tre tests og resultaterne talte for, at jeg som person ville passe godt til stillingen. Til den sidste samtale – som var i torsdags – skulle jeg besøge virksomheden og møde direktøren. Mødet, hvor også vicedirektøren og rekrutteringsmanden deltog, handlede mest af alt om at møde direktøren og præsentere virksomheden for mine testresultater. Det var et rigtig godt møde og jeg gik derfra med en ok, men ikke desto mindre nervøs, mavefornemmelse. Hold fast det var tæt på og jeg vidste, at jeg senere samme dag ville blive ringet op. Jeg vidste også, at hvis jeg så rekrutteringsmandens telefonnummer på min skærm, var slaget tabt.

Sådan en ventetid er ikke rar! Overhovedet. Særligt ikke fordi jeg faktisk virkelig håbede på at få det job. Jeg håbede så meget! Som processen var skredet frem, var jeg blevet mere og mere hooked på jobbet og jeg kunne i den grad se, hvordan jeg kunne bidrage. Da jeg kom hjem fra mødet hoppede jeg med det samme i afslappende tøj – jeg var helt bombet! Jeg havde brugt så meget energi den seneste måned og nu nærmede målstregen sig. Nervepirrende. Jeg slog timerne ihjel på sofaen med Netflixdokumentaren “Gaga: Five Foot Two” og så ringede min mobil.

På skærmen stod dét nummer, jeg ikke havde håbet på at se. Rekrutteringsmandens nummer. “Det er desværre ****, der ringer.”. Øv! Øv, øv, øv. Jeg var blevet slået på målstregen. Jeg spurgte selvfølgelig ind til hvad, der havde gjort udfaldet. Og da jeg fik svaret, blev jeg faktisk endnu mere skuffet og ærgerlig. Årsagen til at jeg var blevet valgt fra, var så tynd og vi havde konkurreret på millimeter. Det er så skuffende at blive valgt fra så tæt på målstregen og det tog mig virkelig noget tid at ryste skuffelsen af mig. Den sidder der stadig til en vis grad, men jeg forsøger at se det positive i situationen:

1) Mine jobansøgninger vækker i ny og næ opsigt og jeg bliver kaldt til samtaler. Det er ikke en selvfølge, når man er jobsøgende og der kan gå lang tid, før man er heldig at blive taget i betragtning blandt de mange, mange ansøgere, der næsten altid er.

2) Jeg formår faktisk at gå (næsten) hele vejen, når jeg bliver kaldt til samtale. Jeg har faktisk stået i præcis samme situation én gang før. Øv. En dag er det mig, der får det glædelige opkald.

3) Ergo gør jeg (ofte) det rigtige – både i ansøgninger og til jobsamtaler. Det styrker troen på mig selv, særligt når jeg får ros og anerkendelse med på vejen. Og det gjorde jeg heldigvis.

4) Jeg bliver dygtigere og dygtigere for hver samtale, jeg er til, og det er en virkelig god træning. Jeg bliver skarpere på mine egne kompetencer, både fagligt og personligt. Og jeg bliver ikke mindst klogere på, hvordan rekrutteringsprocesser foregår og hvad man kan forvente, når man er i sådan et forløb.

5) Jeg fik afslag, fordi der kommer noget bedre! Sådan hænger det altså ofte sammen. Heldigvis.

De positive ting kunne jeg umuligt finde frem lige da jeg havde fået opkaldet. Jeg både græd og bandede lidt. Ja, jeg gjorde. Men så tog jeg mig sammen, hankede lidt op i mig selv, gik ned i Brugsen for at aflevere en pakke og købte et trøste-marcipanbrød, som jeg spiste på vejen over til Fridas dagpleje. Sidst jeg oplevede en lignende situation, hvor jeg også blev valgt fra som nummer to, var inden vi fik Frida. Nu er jeg mor og det gør altså en forskel i sådan nogle situationer. Det hjælper én til hurtigere at blive glad og finde sit gåpåmod frem igen, når man har en lille størrelse, man skal være der for, og som uanset ens humør sender én smil og giver én kærlighed. Det har så stor værdi – særligt de dage, hvor man synes, det ser lidt sort ud.

Er der nogen af jer, der har været i en lignende situation? Hvordan håndterer I det? Måske er I nogen, der er i eller har været i en skide frustrerende jobsøgningsproces? Og måske er I også nogen, der netop har fået tilbudt et job? Jeg håber, at I vil dele jeres jobhistorier – positive, som mindre positive. Fordi det er ingen hemmelighed, at en jobsøgningsproces godt kan være en lidt tung situation at befinde sig i

| Bloglovin’ | Facebook | Instagram Snapchat |

Share

3 comments on “JOBSØGNING: OM AT BLIVE SLÅET PÅ MÅLSTREGEN

  1. Louise
    05/10/2017 at 19:16

    Jeg føler med dig! Har selv kæmpet, som nyuddannet, med ansøgninger, samtaler og lign. frustrerende situationer, som den du beskriver. Sejt at du deler dine oplevelser. Jeg håber, at du snart lander i job!

    • Julie Monberg
      06/10/2017 at 08:42

      Mange tak for din søde besked, Louise. Det er dejligt at høre fra én, der har været i en lignende frustrerende jobsøgningssituation. Jeg er glad for, at du tager godt imod mit indlæg – man føler sig alligevel lidt sårbar, når man er én af dem uden job. Tak – jeg håber også, at jeg snart er heldig!

Leave a Reply to Julie Monberg Cancel Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *