MANGLENDE TRÆNINGSMOTIVATION

Fitness

Det sidste års tid har jeg været inde i jordens dårligste træningsrytme – eller rytme kan man ikke engang kalde det, fordi den eneste rytme, der har været i rytmen, er, at jeg ikke er kommet afsted til træningscentret. Det resulterede selvfølgelig i, at jeg var én af de gode, gode kunder for træningscentret – jeg betalte nemlig hver måned mit abonnement, uden at slide på maskinerne. Win-win for dem, og dumt-dumt for mig! Det var spild af penge og jeg meldte mig ud, fordi jeg simpelthen bare måtte indse, at min motivation var lig nul.

DEN ONDE CIRKEL

Men det er simpelthen en ond, ond cirkel, når man ikke får trænet. Særligt når man som jeg, lider af en ret dårlig ryg, der i følge min kiropraktor har brug for træning og rigeligt med bevægelse. Seriøst, når man får sådan nogle beskeder, hvorfor kan man så ikke hive sig selv op og afsted? Jeg forstår stadig ikke mig selv. Overhovedet! Men ingen træning resulterer jo så i, at ryggen brokker sig endnu mere, og at man bare bliver mere og mere træt af sig selv. Dét burde i sig selv være nok til at få skubbet én afsted. Og ja, “man” er mig – det er bare nemmere, at holde virkeligheden lidt på afstand, ikke? Men min motivation har simpelthen ikke været der, og jeg aner ikke hvorfor? Jeg ved jo, at jeg får det bedre på alle måder, når jeg får trænet og bevæget mig, og jeg ved hvor usundt det er, at sidde så stille, som jeg gør. Den dårlige samvittighed breder sig i mig, bare ved at skrive det, og jeg føler mig som en doven og slatten prut!

ET STEP I DEN RIGTIGE RETNING

Men jeg kan love jer for, at nu skal det være slut! Så i går meldte jeg mig igen ind i fitnesscentret – sådan! Det er da ét skridt i den rigtige retning. Og jeg ikke bare meldte mig ind, jeg fik også trænet. Min veninde, som jeg skal træne med fremadrettet, fik hevet mig lidt op i gear, og det var virkelig lige, hvad jeg havde brug for. Motivationen er der stadig ikke helt … eller jo, jeg vil jo virkelig gerne, men det er altid en smule svært at komme ind i en god rytme igen. Når først rytmen er der, så går det (forhåbentligt) lidt mere glidende og ubesværet! Jeg vil så gerne nå til det punkt, hvor jeg føler, at min krop er stærk og min kondition god. Der er lang vej! Men ømheden i min krop i dag, fortæller mig heldigvis, at jeg har taget det første step i den rigtige retning. Det er faktisk en lettelse.

Er der nogen af jer, der kan genkende nogle af de ting, jeg beskriver? Eller har I nogle gode råd til at styrke motivationen? Jeg modtager virkelig alle gode råd med kyshånd. Hvis I har stået i en lignende “situation”, så lad mig endelig høre, hvad I gjorde for at vende den dårlige “rytme”?

Følg på Bloglovin’ | Følg på Facebook | Følg på Instagram |

Share

7 comments on “MANGLENDE TRÆNINGSMOTIVATION

  1. Hvor er det dejligt, at du er kommet i gang med træningen igen Julie!

    For mig virker det utrolig motiverende at træne ud fra et program. Så ved jeg præcist hvilke øvelser jeg tager ned for at udføre, og jeg logger også min træning så jeg kan se fremskridt fra gang til gang. Enten værende i flere kg på øvelsen, eller flere gentagelser. Alt efter hvad formålet med øvelsen er.

    Så har jeg faktisk også en seperat “trænings”profil til IG (lets_lift_some_shit), hvor jeg poster træningsvideoer, men vigtigst, hvor jeg følger profiler, hvor træning (og sundhed) er i fokus. Så er det samlet ét sted og jeg får en masse motivation og inspiration ud af det.

    • Julie Monberg
      09/11/2015 at 17:04

      Ja, det er skønt endelig at komme igang igen! Nu skal jeg bare holde fast ;)

      Det med at logge sin træning er en rigtig god idé. Det må være virkelig motiverende, når man på den måde kan følge sin egen udvikling, og faktisk har på “skrift”, at der sker fremskridt. Jeg kunne virkelig godt overveje, at begynde at logge min træning! Tusinde tak for tippet.

      Genialt med din træningsprofil, og “grupperingen” af de profiler, du føler med træning og sundhed i fokus. Det vil jeg lige se nærmere på. Det er en virkelig god idé (: Top motivation!

  2. BY STERUP
    05/11/2015 at 14:46

    Kender det alt for godt.
    Det handler om at finde en god rutine,
    Når man så er inde i den, synes jeg personligt man bliver så glad for at komme afsted,
    at man faktisk ikke kan lade være.

    // http://www.bysterup.dk

    • Julie Monberg
      09/11/2015 at 17:04

      Lige præcis – det handler så meget om, at få en god træningsrytme, så man når dét punkt, hvor man ikke kan lade være med at træne. Fordi sådan bliver det! (:

  3. Lisbeth
    06/11/2015 at 21:36

    Det er som at sidde og læse ord, som ikke vidste, jeg selv havde skrevet! Lider desværre også selv af en ryg, der brokker sig højt og tydeligt, hvis den ikke får sine øvelser. Jeg var lige kommet ind i en rigtigt god rytme med yoga to gange om ugen, men så ramte efterårsferien, og så har der bare været det ene og det andet i vejen lige siden! Men med en bustur både frem og tilbage fra Aarhus på under et døgn kan jeg godt mærke, at nu kan kroppen ikke undvære længere, hvis jeg vil leve vil siden af også. 1, 2, 3 – af sted!

    // http://www.moonlitmadness.dk

    • Julie Monberg
      09/11/2015 at 17:01

      Hvor er det dog skønt at høre, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan med træning! Det er så uheldigt, dumt og træls, når en eller god træningsrytme bliver ødelagt. Fordi hold fast hvor er det vanskeligt, at komme ind i en god rytme igen. Men nu har jeg været afsted to gange, siden jeg skrev indlægget, og skal afsted igen på fredag! Det er en begyndelse (:

      En ting, der virkelig hjælper mig, er, at skrive det ind i sin kalender lidt ud i fremtiden. Fordi så kommer man afsted, uanset om man træner selv eller med andre. Det er som om, at det ligesom binder én til “aftalen”. Så ja, 1, 2, 3 afsted med os! ;)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *