MORGENMAD # CHIAGRØD & HAVREGRØD

Havregrød Havregrød og Chiagrød Chiagrød

Hej til jer alle. Jeg sidder med en kop eftermiddagskaffe og skriver indlægget her. I første omgang overvejede jeg, om jeg skulle vente med at udgive indlægget til i morgen tidlig, da det dér er lidt mere passende. Men på den anden side synes jeg lige så godt, at I kan få det nu. Så kan I nemlig gå og drømme om dén lækre grød, I skal forkæle jer selv med i morgen tidlig. Haps! Følelsen af at kunne glæde sig til sin morgenmad er virkelig god, ikke?

HAVREGRØD – MIN FAVORIT

Grød giver, for mig, en fantastisk start på dagen – en portion grød lægger virkelig en god og solid bund i maven, som man kan holde sig kørende på i en del timer. Havregrød har altid været min foretrukne morgenmadsgrød, og det er den stadig. Særligt er havregrød god drysset med kanel og lidt friskt (faste ferskner kan virkelig anbefales). Dog forsøgte jeg mig den anden dag med en chiagrød lavet på kokosmælk og grøden var faktisk overraskende god – dog lidt tung, hvilket gør at en frisk topping er nødvendig. Derfor toppede jeg den udelukkende med ferskner. En håndfuld hakkede mandler ville også have gjort underværker – det ville have givet lidt bid til den ellers meget bløde og cremede grød. Det må jeg supplere med næste gang!

CHIAGRØD PÅ KOKOSMÆLK

Fremgangsmåden for chiagrøden er ganske nem: Jeg blandede 1,5 dl. kokosmælk med 2 spsk chiafrø og 3/4 tsk vaniljepulver, puttede et låg på blandingen og satte det i køleskabet indtil næste morgen. Her rørte jeg grøden rundt og supplerede med lidt ekstra kokosmælk, da konsistensen var lige lovlig tyk. Det er simpelt og meget velsmagende – faktisk synes jeg det minder om ris a la mande. Top med jeres favorittopping – dog vil jeg igen anbefale jer, at anvende en frisk og let topping. Næste gang vil jeg forsøge mig med hindbær; det kan kun blive en succes.

Bon appetit! … Og husk så lige det sorte guld; kaffe!

Hvilken grød er jeres favoritgrød? Og er der nogle kombinationer, I kan anbefale?

Følg på Bloglovin’ | Følg på Facebook | Følg på Instagram |

Share

One comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *