VORES BILLEDVÆG TAGER FORM

Billedvæg

Hej ladies. Har I nydt weekenden? Vores har været skøn – fyldt med dejlige mennesker og masser af god mad; familiefødselsdag og besøg af min veninde og hendes kæreste. Derudover har vi gjort rent og lavet en del praktiske ting herhjemme. Blandt andet har vi hængt tre nye billeder op på væggen bag vores sofa. Husker I, da jeg helt tilbage i oktober sidste år, delte indlægget Guide: Skab en personlig billedvæg? Dér startede min kæreste og jeg vores billedvægsprojekt, som dén dag tilbage i oktober, blev skudt i gang med Hanna-plakaten.

Siden oktober har Hanna-portrættet, der er taget af fotografen Ingi Arnason, hængt ensomt på væggen, men i går blev der heldigvis og langt om længe lavet om på det. Tre nye motiver blev tilføjet; 1) det fine gule botanik-print af Pernille Folcarelli, der passer så fint til vores gule sofa 2) en gammel reklameplakat, vi har købt på et marked i Nice, og som derfor minder os om alle de gode minder vi allerede har fra Sydfrankrig og som vi fremadrettet vil få derfra, og 3) en arkitekttegning af Koldinghus’ riddersalsfløj tegnet af arkitekt Julius Smith. Arkitekttegningen fandt vi i en gammel bog om Kolding, i min kærestes farmors hus efter hun gik bort, og vi var slet ikke i tvivl om, at den skulle være en del af vores billedvæg – vi elsker at gå ture ved Koldinghus og Slotssøen, og samtidigt vil i mindes Inge, når vi ser tegningen.

Væggen er ikke færdig, men Rom blev heller ikke bygget på én dag og det handler om at finde de helt rigtige motiver til væggen (: På sigt skal det gerne være en væg, vi kan gå på opdagelse i og som minder os om gode og særlige minder. Hvilke motiver har I hængende på jeres billedvæg, hvis I har en?

Hvis I endnu ikke har en billedvæg og har lyst til at give jer i kast med et billedvægsprojekt, så har jeg delt nogle tips og retningslinjer, som jeg selv følger i vores projekt, i indlægget her. God fornøjelse (:

Indlægget indeholder affiliate links.

| Bloglovin’ | Facebook | Instagram Snapchat |

Share

2 comments on “VORES BILLEDVÆG TAGER FORM

  1. Line
    20/06/2016 at 18:55

    Sikke en fin billedevæg, I er ved at få skabt :-)
    Mens vi bor i San Francisco bor vi i en lejet lejlighed, så her er ingen personlige indslag på væggen. Det kan jeg faktisk godt savne lidt. I Odense, hvor vi fremlejer vores lejlighed, har vi skabt en fin billedevæg. Selvom man jo aldrig bliver helt færdig med den slags, haha. Der er blandt andet en indrammet plakat fra et marked i Berlin, som vist nok hedder Think with your heart. Den kombinerer meget godt manden og jeg, da han er logisk (“naturvidenskabelig”) og jeg mere følelses”styret”. Der ud over er der et træ-tryk fra en rejse til San Francisco, og det er lidt sjovt, når vi nu er endt op med at bo her. Vi skal helt sikkert have noget med hjem herfra til billedevæggen. Der er også en fødselsdagsgave fra en veninde, som har lavet en fin collage til mig.
    /Line

    • Julie Monberg
      21/06/2016 at 06:55

      Tusinde tak, Line (:
      Det kan jeg godt forstå, at du kan savne! Så må du tænke på den personlige billedvæg I har i jeres lejlighed i Danmark – den lyder i hvert fald rigtig, rigtig fin og personlig (:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *