1 ÅR SIDEN TERMIN

Igangsættelse


41+5 og dermed 12 dage over termin. En halv time efter, billedet er taget, blev jeg sat i gang.


I dag er det d. 18. november og for lige præcis ét år siden, havde jeg termin. I dag er jeg mor til Frida, der fylder 1 år om 13 dage. Det betyder også, at der for 1 år siden gik yderligere 13 dage, inden vi fik lov til at kysse Frida velkommen til verden. Men hun var selvfølgelig al ventetiden værd

Når jeg tænker tilbage, var det to meget lange uger. Frida havde det så godt i maven, at hun ikke havde lyst til at komme ud på eget initiativ. Næ nej! Så jeg blev sat i gang d. 30. november 2016 kl. 08:00 og Frida blev født 22 timer og 51 minutter efter igangsættelsen. Mine veer begyndte dog først omkring kl. 18:00, altså 10 timer efter igangsættelsen.

Men det er ikke så meget fødslen, jeg vil skrive om i dag. Jeg vil skrive om tiden omkring terminen og ugerne op mod fødslen. Det var en tid fyldt med spænding, utålmodighed, længsel, nervøsitet, træthed, glæde og kærlighed. Vi anede jo ikke, hvornår Frida ville melde sin ankomst, men vi vidste, at det kunne ske, hvornår det skulle være. Jeg var ultra opmærksom på min krops signaler, hvilket jeg skrev lidt om, da jeg havde fire dage til termin. Det var jo første gang, jeg skulle føde et barn, så jeg anede selvfølgelig ikke, hvad jeg kunne forvente. Men der skete ikke en dyt. Jeg var utålmodig og dagene sneglede sig vitterligt afsted, men jeg – og vi – forsøgte at nyde den sidste tid, hvor vi bare var Jesper & Julie. Da jeg var gået tre dage over termin, tog vi i biografen. Vi trængte begge to til at få tankerne lidt på afstand. Det var en god aften. Vi vidste, at det var den sidste aften, hvor vi var ude sammen, inden vi blev forældre. Så jeg tror, at vi begge nød det lidt ekstra.

De to uger op mod fødslen er ærligt talt lidt slørrede for mig. Måske mest af alt fordi jeg ikke foretog mig så meget andet end at vente og fordi dagene derfor flød lidt sammen. Min krop var ret kvæstet til sidst og jeg var temmelig drænet for energi. Min mave var stor og tung, og jeg sov elendigt om natten. Derfor forsøgte jeg selvfølgelig at slappe godt af i dagstimerne, så jeg forhåbentligt havde lidt plus på overskudskontoen, når fødslen gik i gang. Men én ting, jeg har erfaret, er, at selvom ens energiniveau er lig nul, når en fødsel går i gang, så finder man energi. Energien er der og det er ikke nødvendigt at bekymre sig om, om man nu er udhvilet nok op imod en fødsel. Fordi – hvis vi skal være ærlige – hvem er lige det? Jeg var i hvert fald ikke. Men jeg klarede det jo. Også selvom min fødsel foregik over natten. Jeg var kvæstet til sidst under fødslen, ingen tvivl om det, men jeg fandt alligevel energien, da det virkelig gjalt.

Nu skriver jeg igen om fødslen. Måske fordi jeg virkelig havde mange tanker om fødsels-forløbet op mod fødslen. Jeg var ret nervøs. Det var jeg. Jeg var en lille smule bange for, at jeg ikke kunne klare det. At jeg var for “svag”. Men dét, der nok gjorde mig mest nervøs, var, at jeg ikke anede, hvordan forløbet ville blive. Generelt er jeg dårlig til alt uforudsigeligt, og derfor var jeg heller ikke helt dus med tanken om, at det jo aldrig kan siges, hvordan en fødsel vil forme sig.

Som dagene gik efter min terminsdato, kom jeg tættere og tættere på en igangsættelse, og det begyndte virkelig at fylde meget i mit hoved. Jeg ønskede ikke en igangsættelse, men var samtidigt også ved at miste tålmodigheden … jeg længtes så meget efter at møde Frida og jeg begyndte så småt at indse, at min krop nok skulle have lidt hjælp. Det fik den og det var faktisk helt ok, da det kom til stykket. Jeg mindes, at jeg var lettet over at vide, at vores datter ville komme til verden indenfor de næste par dage.

Jeg fik piller og igangsættelsen foregik heldigvis hjemme. Det var en underlig dag. Jeg brugte dagen på at mærke efter de første tegn og ligge på sofaen og se en serie. Sove kunne jeg i hvert fald ikke, selvom jeg var virkelig træt. Men min krop boblede af spænding og følelsen af at “vente” havde aldrig været større. Vi havde været oppe siden kl. 05:15, fordi vi havde en tidlig tid på sygehuset.

Jeg “sov” først 36 timer efter. Og der var jeg blevet mor. Mine forældre kom forbi barsels-gangen og så til Frida, så Jesper og jeg kunne få en time på øjet. Men jeg sov måske maks 20 minutter. Min krop var stadig fyldt med adrenalin og sammen med adrenalinen flød en overvældende lykkefølelse. Det var jo umuligt at sove, når jeg savnede min lille datter så snart, jeg lukkede øjnene. Endelig var hun her og jeg havde aldrig i mit liv været så fladmast, lettet og stolt ♡

Hvordan havde I det i tiden omkring jeres termin? Måske er der ovenikøbet nogen af jer, der læser med, som lige nu er tæt på jeres termin? Hvordan har I det?

| Bloglovin’ | Facebook | Instagram Snapchat |

Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *