EGETRÆSPLANKER … SOON TO BE TABLE

Egetræsplanke

Som jeg skrev i forrige indlæg, har Jesper og jeg forelsket os fuldstændigt i et plankebord fra DK3, men har måtte indse, at vi desværre ikke har råd til et bord i den prisklasse lige nu. I stedet har vi besluttet os for, at begive os ud i selv at lave et plankebord i samme stil. Jesper fandt frem til savværket Egeskovgaard, hvor de blandt andet sælger planker til en meget fornuftig pris. Vi fik lavet en aftale og kørte mod Egeskovgaard i går eftermiddags for at se de planker, de havde.

EGEPLANKER FRA EGESKOVGAARD

Den ejendom vi kom frem til var først og fremmest fantastisk – sjældent har jeg set en gård ligge så dejligt. Fuldstændig fredfyldt, idyllisk og med den fineste udsigt. Jeg blev helt betaget. Nå men tilbage til egetræsplankerne! Vi fortalte den imødekommende og venlige værkfører lidt om vores tanker om dét bord, vi gerne vil lave, og først viste han os nogle planker, der lå udenfor. De var flotte, men ikke helt så brede og kraftige, som vi ønskede. Han blev enig med sig selv om, at han vidst hellere måtte vise os de planker, der var ved at komme ud af det egetræ, som han netop var ved at skære op – og dér foran os lå de helt perfekte egetræsplanker. Eller det vil sige, at det kun var halvdelen af træet, han havde skåret op på daværende tidspunkt, men at den næste planke, der skulle skæres ville være nogenlunde magen til dén, der lå øverst i bunken. De var perfekte; forholdsvis lige, brede og fyldt med de flotteste årer! Vi blev hurtigt enige om, at den planke der lå øverst og dén næste planke, der skulle skæres op, var de to planker, som skulle udgøre vores plankebord.

FIRE METER LANGE EGETRÆSPLANKER

Nu er problemet bare, at plankerne skal tørre de næste par måneder og vi derfor skal finde et sted at opbevare dem i tørringsperioden. Plankerne er lige godt fire meter lange og fylder derfor alt, alt, alt for meget til at de på nogen måde kan være i vores lille lejlighed. Så vores plan er vidst, at spørge enten mine eller Jespers forældre meget, meget pænt, og krydse fingre for, at de kan overtales til at have to planker liggende de næste par måneder. Yiks hvor de fylder, men hold op hvor glæder jeg mig til dén dag, hvor vi kan begynde at lave bordet. Imellemtiden skal Jesper i gang med at lave bordets stel – han, eller vi, er så heldige, at han har nogle fantastiske faciliteter på sit arbejde, som gør, at han har mulighed for at lave stort set alt.

Jeg er sikker på, at bordet ender med at blive rigtig flot og jeg glæder mig virkelig meget til at kunne vise jer det endelige resultat, selvom der kommer til at gå en del måneder. Dog regner jeg med løbende at inddrage jer lidt i det spændende plankebordsprojekt. Inden jeg lukker computeren, vil jeg lige spørge jer om, om I har erfaringer med selv at lave plankeborde, og om I har gjort jer nogle særlige erfaringer, som I vil dele med os?

I må have en dejlig 2. pinsedag – jeg smutter en tur på Uni. Fedt!

Rapsmark

 

Share

2 comments on “EGETRÆSPLANKER … SOON TO BE TABLE

  1. Anne-Marie
    25/05/2015 at 11:16

    Prøv at kigge på bloggen valdemarsro.dk hvis du ikke kender den. Hun har lavet en beskrivelse af processen.

    Kh.
    Anne-Marie

    • Julie Monberg
      25/05/2015 at 18:48

      Tusinde tak for tippet! Det vil jeg se nærmere på :) Jeg kender godt bloggen, men har vidst overset den beskrivelse.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *