
EN DEJLIG JULEAFTEN
Hej kære læsere. RIGTIG GLÆDELIG JUL ∆ Det er fire dage siden, at jeg skrev det forrige indlæg. De sidste par dage er fløjet afsted og i dag er det allerede anden juledag. Juleaften er nu et sødt minde, jeg med glæde kan tænke tilbage på. Vi havde en utrolig hyggelig og dejlig dag og aften. Det var min første jul uden mine forældre, og det var specielt, men helt okay. Jeg var heldigvis sammen med en masse andre skønne personer. Nemlig mine svigerforældre, Jespers storesøster og svoger, plus deres to børn, Jespers storebror og hans kæreste, og Jespers mormor. Og selvfølgelig Jesper selv <3
Vi lavede mad, gik en lang tur og fik den bedste julemiddag med både flæskesteg og and (mere præcist confiterede, grillede andelår). Det var en fornøjelse – det eneste problem var, at mætheden indtraf alt, alt for tidligt. Ih! Det problem har man altid juleaften, ikke? Resten af aftenen brugte vi, traditionen tro, på at danse om juletræet, pakke gaver op og drikke Gin & Tonics. Og omkring kl. 01:00 var vi trætte efter en god, god juleaften. Jeg fik de dejligste gaver. I kan se en lille bid af én af gaverne på billedet, men resten viser jeg frem på et senere tidspunkt.
Havde I også en god og hyggelig juleaften, og fik I nogle skønne gaver?
I går spiste vi endnu mere mad og drak endnu en Gin og Tonic. Jespers forældre holdte nemlig julefrokost. Inden maden kom på bordet gik vi en lang og tiltrængt tur. Jeg var godt træt efter juleaften og det var skønt at være ude og få røde kinder af den kolde vind.
I dag har Jesper og jeg “hviledag”. Vi kom hjem sent i går aftes og startede morgenen i morges med at hente morgenbrød i Lagkagehuset. Ellers har vi brugt dagen på at kigge på vores dejlige gaver og se diverse tegnefilm i flimmerkassen. Vejret indbyder til at hygge indendørs og nyde den sidste bid af julen. I morgen skal jeg til den årlige julefrokost med min gymnasieklasse – en tradition, der efterhånden er ret fasttømret. Det er ofte årets fest! Derfor er det godt, at dagen i dag bruges på at genoplade batterierne, så jeg er tiptop festklar i morgen. Yay.
2 Comments
Line
Rigtig glædelig (bag)jul til dig også. Jeg fik de skønneste gaver, og vi holdt jul med min familie i år, så det var helt perfekt :-)
/Line
Alice
Stemningen er beskrevet så levende, at det næsten som om jeg var med selv.