Hverdag & eventyr

EN WEEKEND STÅR FOR DØREN

Tulipaner

Det er 8 dage siden, jeg sidst vinkede hej herinde – det er alt for galt, og jeg ved ærligt talt ikke, hvor den sidste uge er blevet af. Pludseligt er det igen fredag, og jeg har en mærkelig følelse af, at dagene på én gang flyver og snegler sig afsted. Spøjst! Men ikke desto mindre ER det fredag og weekenden er lige rundt om hjørnet. Yay! Selvom det er nogle dage siden, jeg sidst har skrevet et indlæg, så er der som I måske har opdaget, sket en lille smule rent layoutmæssigt på bloggen. Jeg eksperimenterer nemlig lidt med en ny header … dog tror jeg ikke, at jeg er helt tilfreds endnu. Så I skal nok forberede jer på, at jeg prøver lidt forskelligt af i den kommende tid – det håber jeg, at I er med på. Hvis I har ideer og forslag til en ny header, så kast dem endelig i min retning (:

For mit vedkomne bliver weekend én af de mere hektiske og top sociale. I aften drøner jeg mod Aarhus for at fejre min kære barndomsveninde, Kathrine, der fylder år i dag. Hun har inviteret på dessert og bobler. Mmm. Jeg bliver dog desværre ikke dén gæst, der tager med videre ud i byen og danser til den lyse morgen, fordi jeg igen vender snuden mod Kolding sidst på aftenen. Men i de timer, jeg er der, har jeg tænkt mig at fejre hende godt og grundigt. I morgen eftermiddag skal jeg til København og fejre endnu en kær barndomsveninde, Camilla. Hun har inviteret på middag og vin, og søndag morgen serverer hun brunch for os alle. Herligt! Det fine er, at mine venskaber til de to tøser, jeg skal fejre i weekenden, er de venskaber, jeg har haft i allerlængst tid. Kathrine og jeg gik i dagpleje sammen og har holdt fast i hinanden lige siden, og Camilla og jeg blev (næsten) naboer, inden vi kort tid efter startede i den samme børnehave. De to kvinder, vil jeg ikke være foruden.

Som I nok kan fornemme bliver min weekend spækket med gode mennesker, god mad, drinks og en hulens masse kørte kilometer. Og for at det ikke skal være løgn, så har min kæreste inviteret mig ud at spise søndag aften – det er jo Valentine’s Day. Guf med guf på ;) Jeg glæder mig til det hele, selvom det også bliver en smule hektisk – men man kan da kun nyde det, når det eneste man bliver bedt om, er at møde op med et stort smil og godt humør. Dén klarer jeg lige!

Hvordan skal jeres weekend forsødes? Hvis I endnu ingen planer har, kan I finde inspiration i ét af mine tidligere indlæg, hvor jeg giver mine 15 bud på hvordan I forsøder den mørke tid. Nu vil jeg hoppe ned i byen og købe fødselsdagsgaver til de to kvinder.

Følg på Bloglovin’ | Følg på Facebook | Følg på Instagram |

6 Comments

  • Lisbeth

    Ej, det lyder jo som en helt fantastisk weekend! Tror nu heller ikke, at min bliver værst. I morgen skal jeg se DMGP med to af de dejligste damer jeg kender, og så skal vi nok lige ud og svinge træbenet bagefter. Og søndag har min kæreste og jeg ved et tilfælde booket en valentinsdate med noget så eksotisk som gammelsdags kyllingesteg, og som prikken over i’et runder vi dagen af med Deadpool i biffen. Ih, hvor jeg glæder mig! :D

    God weekend!
    // http://www.moonlitmadness.dk

    • Julie Monberg

      Ja, jeg tror faktisk også, at den bliver ret dejlig med alle de skønne mennesker (:

      Din weekend lyder bestemt heller ikke værst; jeg er særligt helt vild med jeres valentinsdate, der står på gammeldags kyllingesteg – det kan da kun blive hyggeligt! Og så en tur i biffen efterfølgende, herligt! Rigtig, rigtig god fornøjelse (:

  • Line

    Sikke en skøn weekend du går i møde! Og jeg var da lige ved at blive urolig for dig med stilheden herinde ;-) Jeg synes i øvrigt, din header er super fin. Selvom jeg selv er en sucker for en header, hvor der er mindst et billede (og gerne flere), så man som læser lynhurtigt får en idé om, hvilken slags blogger man er havnet hos.

    Jeg er gået på vinterferie i dag – juhuuu. Så det er ikke kun en weekend, men en hel uge, jeg skal forsøde tilværelsen lidt. I aften skal manden og jeg i biografen (inkl. popcorn OG bland-selv-slik, haha). I morgen skal jeg ind og ose lidt rundt i Odense: kigge i butikker, bliver inspireret, købe lidt fint til min fødselsdagsfejring, osv. Og så skal jeg lige nå at sy en nederdel også, som jeg har købt stof til for noget tid siden. Søndag står den på ren afslapning med dynen ind på sofaen, en lang gåtur, evt. kaffedate med en veninde og så spiser manden og jeg hos svigerfar om aftenen.

    God weekend til dig :-)

    • Julie Monberg

      Du kan tro, at jeg havde en dejlig weekend (: Det lyder også til, at din weekend var rigtig, rigtig god og hyggelig! Og det gør da ikke din weekend bedre, at du har fri hele uge 7. Skønt! Det må du nyde rigtig meget.

      Jeg er glad for, at du kan lide min header. Ja, jeg kan godt følge dig ang. billeder i en header, fordi det er en rigtig god måde, at give et hurtigt billede af hvilken blog det er du møder. Men jeg var blevet lidt træt af min billedeheader. Trængte lige til noget helt andet. Men det kan sagtens være, at jeg vender tilbage til billede-stilen igen på et tidspunkt (:

  • kathrine johansen

    Sikken skøn weekend du går i mod, eller er inden i nu, haha. Forresten så synes jeg din blog er helt fantastisk og elsker dine dejlige velformulerede indlæg, man får næsten altid et smil på læben for du skriver så godt, og det kan jeg bestemt godt lide.
    Jeg håber du nyder weekenden, og vinterferien. Jeg får først ferie på fredag, der er en laaaang uge til desværre!

    Min weekend har forgået stille og rolig, dog har jeg fejret min søsters fødselsdag i dag, med massere af hygge og gode boller, samt familie hygge på højt plan!

    God aften!
    http://kaathrinejohansen.bloggersdelight.dk/

    • Julie Monberg

      Tusinde, tusinde tak for din ros, Kathrine. Det gør mig simpelthen så glad, at du har det sådan med min blog og min måde at skrive på. Tak, tak, tak (:

      Jeg havde en skøn, skøn weekend. Din lyder heller ikke til at have været værst; fødselsdagsboller og familiehygge er altid en sikker vinder.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *