Hverdag & eventyr,  Tankemylder

ET FORMIDABELT NYTÅR I BLÅ NUANCER

Nytår Nytår Nytår Nytår Nytår Nytår Nytår Nytår

Vi havde så fin og hyggelig en nytårsaften. Vi mødtes alle otte (seks voksne og to små piger) omkring klokken 17. Klokken 18 sad vi traditionen tro klar foran fjernsynet med et glas cava for at se Dronningens nytårstale. Det kiksede da lidt for Margrethe, var? Det var synd – jeg er sikker på, at hun indvendigt har følt sådan her, da forvirringen opstod. Men bortset fra det, så synes jeg faktisk, at hun havde nogle meget gode pointer i årets tale – blandt andet pointerne i den her del af talen:

“Vi er sundere og raskere end tidligere generationer. Vi lever længere, vi har mere fritid og flere muligheder for at udnytte den. Vi er kort sagt meget privilegerede i forhold til Verden i øvrigt. Alligevel kan det se ud, som om flere bekymrer sig mere om mindre. Spiser vi for meget? Spiser vi sundt nok? Er brugsvejledningen til at forstå? Kan vi nå at markere os, så at alle kan følge med i hvor betydningsfulde vi er, hver især? Hvordan skal det gå os, når vi bliver gamle – og leve længe; dét vil vi gerne. Vi skal lægge mærke til, at de fleste af os er raskere og mere rørige end vore forældre eller bedsteforældre var det.” (Dronningens nytårstale 2015)

Hvad synes I om talen? Efter talen fik vi skålet og budt en god aften velkommen. Det blev nemlig en god aften. En aften, hvor Jesper og jeg først lå i vores seng klokken 04:30. Vi valgte at gå hjem omkring klokken 03:30 og havde cirka 3 kilometer hjem. Det var så fin en gåtur; det var stjerneklart, koldt og friskt, og de få ægtepar, vi gik forbi, hilste og ønskede godt nytår. Der var en særlig rolig og håbefuld stemning. I timerne mellem klokken 18 og 03:30 hyggede vi os! Vi spiste utrolig lækker mad, fik snakket en masse, drukket dejlige drinks i ægte nytårsstil med paraplyer og springvandssugerør. Derudover nåede jeg også at kysse og kramme lille Gry, der er vores vennepars datter, inden hun og hendes jævnaldrende kusine blev puttet. Pludseligt var der kun 5 minutter tilbage af år 2015. Det kom totalt bag på os – vi havde lige netop besluttet os for at gå i gang med at spille et spil, da Jesper kiggede på uret og så, at der for dælen kun var 5 minutter til champagnen skulle poppes, kransekagen spises og nytårskrudtet fyres af og beundres. Vi fik travlt, men vi nåede det! Også selvom vi blev noget forvirrede af “nedtællingen” på TV – i vores øre var den ikke-eksisterende. Nedtællingen altså. Så jeg hoppede ind i det nye år af to omgange og er ærligt talt lidt i tvivl om, om jeg gjorde det på det rette slag. Men hoppet, det blev der.

Vi skålede, ønskede godt nytår og os piger kyssede vores kære mænd, inden vi trak i uldfrakkerne. Vi var heldige, fordi jeg vil mene, at vi havde Koldings bedste nytårsplacering – vi havde udsigt ud over hele Kolding og fjorden, hvor vandet var spejlblankt. Det var forrygende, og vi nød de ufatteligt mange raketter, inden vi skød vores egen af. Som desværre var en kende skuffende, men så var der til gengæld et hav af andre smukke raketter og batterier. Det virkede som om, at danskerne virkelig havde brugt mange penge på nytårskrudt i år – festfyrværkeriet blev ved og ved, og raketterne var store. Ikke kun klokken tolv blev der fyret af, men faktisk hele aftenen – både før og efter. Jeg var så heldig at sidde med fronten ud mod den før beskrevne udsigt under hele vores middag, hvilket betød, at jeg havde fornøjelsen af et smukt og levende fyrværkeri-maleri hele aftenen. Sikke en oplevelse, at opleve nytårsaften med den udsigt og med de fantastisk søde og kære personer. Vi brugte den sidste del af aftenen på at spise flæskesvær, drikke lidt flere drinks og spille spil. Jeg kunne ikke have ønsket mig mere! Tak for den bedste nytårsaften – vi fik sammen budt 2016 så fint velkommen (:

Hvordan var jeres nytårsaften? God? En skuffelse? Den bedste af slagsen? Del endelig jeres nytårsoplevelser.

Følg på Bloglovin’ | Følg på Facebook | Følg på Instagram 

2 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *