Hej til jer alle sammen. Nyder I sommeren? Jeg daser stadig på Kreta og er sikker på, at jeg nyder det i fulde drag – indlægget her er altså planlagt, men I skal ikke snydes for nogle få indlæg i den tid, hvor jeg er uden Internet. I morgen lander jeg i Sydfrankrig, hvor jeg skal tilbringe de resterende tre uger i mine forældres vidunderlige sydfranske hus – “mit andet hjem”. Dér får jeg igen adgang til Internet og jeg vil være tilbage på bloggen, som normalt – jeg glæder mig allerede. Jeg er ret sikker på, at I vil blive noget nær bombarderet med feriestemningsbilleder (først og fremmest fra Kreta), og jeg håber, at I vil suge til jer af den sydlandske stemning. I hvert fald glæder jeg mig til at dele stemningsfulde, farverige og sommerlige feriebilleder med jer – selv elsker og nyder jeg ferieindlæg, der oser af stemning.
Indlægget her skal egentlig omhandle de to bøger jeg har slæbt med mig på ferien i år – “Mig før dig” og “Heksenat”. Gode bøger er altid et must for mig, når jeg skal holde ferie, og som I kan se er jeg til pladerromantiske bøger, der gerne indeholder lidt overnaturlige væsener. Egentlig er fortællinger om overnaturlige væsener, som f.eks. vampyrer, en smule plat, men jeg kan alligevel ikke afvise og skjule at den type fortællinger fanger mig – mest af alt, fordi det er bøger, der ikke kræver den store tankevirksomhed, og det er altså nødvendigt for mig, når jeg skal koble af! Jeg glæder mig til at kaste mig over de to bøger, og når jeg rejser fra Kreta i morgen er jeg uden tvivl igennem den første, som bliver “Mig før dig”. Hvilke bøger læser I sommeren over, og kender I til nogle anbefalelsesværdige bøger (gerne også andet end romantiske bøger inkluderende overnaturlige væsener, hehe)?
Jeg vil igen lige sige, at jeg i denne uge er uden Internet og derfor desværre ikke har mulighed for at udgive og kommentere kommentarer før i morgen, hvor jeg lander i Sydfrankrig. Hvis jeg på Kreta kommer i nærheden af Internet i ny og næ, vil jeg sikker poste feriebilleder på Instagram (@juliemonberg). Så I skal være velkomne til at følge med dér, der vil der muligvis være lidt mere liv end på bloggen her. Ha’ det skønt så længe!