Babyhulen,  Hverdag & eventyr

FØRSTE ALENE-UGE PÅ BARSEL

Frida


Frida pakket ind i hjemmestrik og klar til at knalde brikker i barnevognen.


I dag er det fredag og Frida og jeg har haft vores første alene-uge på barsel. Jesper startede på (nyt) job i mandags efter at have holdt barsel hele december. Aldrig har jeg oplevet en måned gå så (forbandet, undskyld) hurtigt – tænk at vi allerede er gået ind i det nye år.

Når det er sagt, vil jeg lige understrege, hvor meget jeg nød, at Jesper holdte barsel den første måned af Fridas liv og at vi, selvom tiden fløj afsted, havde god tid til at finde os til rette som nybagt familie, og bare nyde Frida og den nye tilværelse. Den første tid med et lille nyt liv i familien er virkelig særlig og jeg er så glad for, at vi begge kunne være fuldt til stede i den tid. Heldigvis har Jesper stadig cirka otte ugers barsel til gode, og det er skønt at tænke på! En del af de uger kan vi se frem til at holde sammen til sommer og resten holder han alene med Frida op til hendes dagplejestart, så jeg for alvor kan komme igang med jobjagten.

Tanken om, at jeg formegentligt er uden job på den anden side af min barsel, vil jeg lægge fra mig og i stedet give mig selv lov til at nyde barslen med min lille datter. Jeg ved, at jeg senere vil ærgre mig over at tænke tilbage på en barselsperiode, der har været alt for domineret af en uvis jobsituation. Det er bare ikke dét, der er vigtigt lige nu.

Men det indlægget jo egentlig skulle handle om, var min og Fridas første uge herhjemme uden Jesper. Alt i alt er det gået superfint! Natten til torsdag var dog ikke helt god, og torsdag var kaffe min bedste ven. Men en enkelt dårlig nat skal og vil jeg virkelig ikke klage over, selvom det kan være noget så frustrerende i situationen. Frida er så god, nem og elskelig <3 Hun sover generelt godt, både i dags- og nattetimerne, og er kun vågen en enkelt gang i løbet af natten. Om dagen er hun begyndt at sove udendørs i sin barnevogn, når vejret tillader det, og sover i sin egen lille seng, ved siden af vores, om natten. Ellers storsmiler hun, siger de sødeste og fineste lyde, charmerer i stor stil og bliver bedre og bedre til at løfte hovedet, når hun ligger på maven.

Da hun var 4 uger og 1 dag var vi til 5 ugers undersøgelse med hende ved lægen, hvor hun simpelthen fik så meget ros for sin styrke og kontakt. Hun er tydeligt en pige, der vil fremad, som lægen sagde. Som mor vil man altid være stolt – det kan og skal heldigvis ikke undgås. Jeg niver stadig mig selv i armen bare ved tanken om, at jeg er mor til Frida – jeg kunne ikke ønske mig mere og det virker stadig helt surrealistisk, at Jesper og jeg har skabt så fin, charmerende og velskabt en pige.

Jeg er ikke alene forelsket i Jesper og Frida, men også i os som familie <3

| Bloglovin’ | Facebook | Instagram Snapchat |

2 Comments

  • Jeanette H

    igen stort tillykke med jeres fine familie søde Julie! <3 Det er bare så fint at følge med, og selvom min hverdag er lysår fra din, så er det nu så hyggeligt. Og tænk engang at være mor! Stort tillykke!

    • Julie Monberg

      Hej søde Jeanette,
      Mange tak for din lykønskning <3
      Jeg er glad for, at du hygger dig med at følge med, selvom vores verdener pt er langt fra hinanden. Men det er jo netop dét, der ofte er dejligt - at følge nogen, der er i en lidt anden situation (:
      Du kan tro, det er vildt at tænke på, at jeg er mor. Det er ret stort og det bedste, der nogensinde er sket for mig. Hvis I en dag skal have børn, så glæd dig!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *