MÅNEDENS BOG: SKILDPADDER HELE VEJEN NED

Skildpadder hele vejen ned

Halløj med jer. I forlængelse af indlægget “Mit 2018: Mål, håb og drømme” vil jeg forsøge at lave et fast månedens bog-indlæg. Som udgangspunkt bliver det ikke et indlæg, hvor jeg skriver en boganmeldelse af en bog efter at have læst den, men i stedet et indlæg, hvor jeg præsenterer dén bog, jeg læser i den pågældende måned.

Jeg har jo et håb om at læse mere i 2018 og helt konkret vil jeg virkelig gerne læse en bog hver måned. Det stræber jeg efter! Ny måned – ny bog. Og måske er jeg ikke den eneste med det ønske? Måske er I flere, der vil forsøge at prioritere mere læsetid i 2018. Hvem ved. I hvert fald håber jeg, at indlæggene kan inspirere jer til nye læseoplevelser og ikke mindst holde mig selv motiveret for at læse og “presse” mig selv til at få læst. Jeg er motiveret, men det kræver alligevel lidt at få gjort bogfordybelse til en del af ens hverdag. Af min hverdag.

Når det er sagt, så udspringer mit ønske om at læse mere også af, at jeg som jobsøgende og dermed “hjemmegående”, har brug for inputs og inspiration i hverdagen. Det kan være en lille smule trivielt at gå med sig selv og sine egne tanker alene en hel dag. Dag efter dag. Så jeg har brug for noget mere. Det “mere” får jeg igennem Podcasts, som jeg er begyndt at lytte rigtig meget til det sidste halve år. Når der er nogen, der snakker, føler jeg mig ikke alene, samtidigt med at jeg lærer noget nyt og/eller inspireres. Men jeg vil gerne inspireres endnu mere og føle, at jeg oplever andet end “bare” hverdagen som jobsøgende. Kan I følge mig?

I hvert fald kommer her det første indlæg i rækken af min nye føljeton: “Månedens bog”. Fremadrettet vil jeg præsentere månedens bog i starten af måneden, måske faktisk allerede den 1. i hver måned. Det vil give god mening – så kan I også nå at hoppe med på læsevognen, hvis I har lyst (:

Skildpadder hele vejen ned

I januar læser jeg: “Skildpadder hele vejen ned” af John Green (2017).

Bogens bagsidetekst: “Aza Holmes prøver. Hun prøver virkelig. At være en god ven, en god datter, en god studerende – og måske oven i købet en god detektiv. Men det er svært, når hun samtidig har hovedet fuldt af tankespiraler, som besværliggør hverdagen og omgangen med andre mennesker.”

Bogens første linjer: “Første gang jeg blev klar over, at jeg muligvis var en fiktiv karakter, gik jeg på en helt almindelig skole, der hed White River High School, som lå i den nordlige ende af byen Indianapolis. Her forlangte stærke udefrakommende kræfter af mig, at jeg skulle spise frokost på et bestemt tidspunkt – mellem 12.37 og 13.14 for at være helt præcis. Hvis disse kræfter havde tildelt mig et andet tidsrum for min frokostpause, eller hvis dem, jeg spiste sammen med, havde valgt et andet samtaleemne denne septemberdag, ville min historie have fået en anden slutning – eller i det mindste en anden midte. Men det var så småt ved at gå op for mig, at dit liv er en historie, der fortælles om dig, ikke en du selv fortæller.” (Skildpadder hele vejen ned, 2017, s. 7).

Hvorfor er “Skildpadder hele vejen ned” månedens bog: John Green er forfatter af bogen “En flænge i himlen”, som jeg var vild med. Sikke en fortælling! Siden er han udkommet med “Skildpadder hele vejen ned” og den kom på min juleønskeliste. Jeg fik den foræret af min søde kusine. Det var en helt perfekt start på mit ønske om at læse mere i det nye år, så selvfølgelig skulle den bog være årets første.

Hvis I har lyst til at læse med, så kan bogen købes lige her eller I kan låne den på biblioteket. Skal I læse med?

Er I gode til at få læst i hverdagen? Eller har I lige som jeg en tendens til, at læsning først er noget, der findes tid til i ferierne? Det skal jeg lave om på! I må hjertens gerne skrive en kommentar, hvor I fortæller lidt om jeres forhold til bøger og læsning. Jeg tager også hellere end gerne imod forslag til hvilken bog, jeg skal læse i februar. Hvis I læser med, eller er opslugt af en anden bog, så: God læselyst! ♡

| Bloglovin’ | Facebook | Instagram Snapchat |

Skildpadder hele vejen nedSkildpadder hele vejen ned

Share

4 comments on “MÅNEDENS BOG: SKILDPADDER HELE VEJEN NED

  1. Anne
    11/01/2018 at 19:23

    Virkelig en god ide, Julie. Jeg elsker og læse, men indtil videre har det primært været på sommerferier mv. Jeg vil også gerne have at 2018 skal være året, hvor jeg får læst flere bøger og fordyber mig mere. Du kunne evt. lave et opfølgende indlæg når bogen er læst :)

    • Julie Monberg
      12/01/2018 at 09:50

      Hej Anne,
      Tak – jeg er glad for, at du kan lide ideen. Det var dét, jeg håbede på, at I kunne (:
      Jeg har lige som dig også læst med i mine sommerferier, men det skal der bare laves om på. Fordi jeg elsker det nemlig også, når først jeg kommer i gang.
      Det er en god idé med en opfølger – det kan sagtens være, at jeg på et tidspunkt tager det “initiativ” til mig. Tak for forslaget (:
      Hvilken bog skal du have gang i at læse?

  2. Camilla
    12/01/2018 at 10:00

    Jeg fik også denne bog i julegave, og jeg glæder mig sådan til at komme i gang med den. Jeg skal bare lige have læst mig igennem en håndfuld andre bøger før det (:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *