Aftensmad,  Anbefalinger,  Ferie,  Hverdag & eventyr,  Rejser,  Tankemylder

RESTAURANT JAN I NICE


I onsdags da jeg hentede min kæreste i lufthavnen i Nice havde han bestilt bord på en virkelig anbefalelsesværdig restaurant i Nice. Den hedder JAN, ligger i en lille sidegade tæt på havnen, og der bliver serveret yderst velsmagende, indbydende og ikke mindst smukt mad. Vi spiste der til frokost, fik en tre-retters-menu til 29€ pr. person – i mine øjne en særdeles god og fair pris. Det var en oplevelses i sig selv bare at besøge restauranten – servicen var eminent og personalet var imødekommende, hjælpsomt og opmærksomt.

Til forret fik vi begge to en lakseanretning, der blandt andet blev serveret med den bedste røræg, jeg har smagt til dags dato; ufatteligt at røræg kan smage så blødt og formidabelt. Til hovedret fik jeg et særdeles veltilberedt stykke andebryst, der havde det sprødeste og mest velsmagende, salte skind. Dertil hørte en lækker, lækker, lækker mos hovedsageligt bestående af søde kartofler – den var (sjovt nok) sød og cremet. Mums! Min kæreste fik en lækker og meget mør kalve-medaljon med en form for ratatouille. Desserten taler næsten for sig selv – den var virkelig fin og smagte kraftigt af karamel og vanille (til min smag var den dog en smule for sød). Min kæreste havde bestilt en delikat is-cheesecake. Den var god – lille men fantastisk smagsfuld og frisk.

Oplevelsen var så god, og det er uden tvivl et sted vi skal besøge igen. Næste gang i selskab med mine forældre, der blev ret hooked på at stifte bekendtskab med restauranten, da vi fortalte om oplevelsen. Hvis I kommer til Nice og leder efter et sted at spise, så kan jeg varmt anbefale restauranten JAN – I kan let bestille bord på deres hjemmeside, som I finder lige her (billedgalleriet på hjemmesiden giver desuden en virkelig fin fornemmelse af den fine restaurant og deres ydelse).

Mums – det var en fantastisk smagsoplevelse!

2 Comments

  • Hue

    Vi regner med at tage en uge til Nice her i sommerferien, og så skal jeg helt sikkert prøve denne restaurant! Det ser simpelthen så lækkert ud! :)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *