MIN SOMMERFERIELÆSNING 2018

Sommerferielæsning

For en uge siden ankom vi til Sydfrankrig. Vi tilbringer igen i år tre dejlige uger i mine forældres sydfranske hus. Og vi nyder det som altid! Desværre havde vi lidt en dum start på ferien. Vi var uheldige at have indbrud i vores bil kort efter, at vi ankom til Nice. Vi handler altid ind i Lidl, inden vi kører ind i bjergene, hvor mine forældres hus ligger. Og dér, da bilen holdte med fuld oppakning på Lidl’s parkeringsplads, så tyvene deres snit til at snuppe al elektronik. Det var lidt en mavepuster at opdage indbruddet. På det tidspunkt havde vi kørt i 18 timer og vi havde alle, særligt Frida, brug for at nå frem. Men først efter en lang snak med Lidl’s securitypersonale og en længere tur på politistationen, kunne vi køre den sidste lille time op til huset. På det tidspunkt (blandt andet) én MackBook Pro, tre iPhones, et kamera, et par høretelefoner og to punge fattigere, men én tyverirapport rigere.

Tyveriet betyder tvunget (næsten) digital detox og helt ærligt, så tror jeg faktisk, at det er ret sundt for os. Måske bliver det faktisk én af vores allerbedste ferier. Den er i hvert fald startet godt og vi har virkelig nydt den sidste uges tid. Jeg har blandt andet fået læst en del i den første af de bøger, jeg har taget med som sommerferielæsning. Jeg når – den digitale detox til trods – ikke igennem dem alle, men så har jeg dem til gode.

INSPIRATION TIL SOMMERFERIELÆSNING

Jeg vil lige dele min sommerferielæsning med jer; en stak af fire bøger. De af jer, der endnu har jeres sommerferie og dermed en masse læsetid foran jer, kan hente inspiration nu og her, og I andre kan måske blive inspireret til bøger, I vil give jer i kast med, når vi når til efteråret.

  • Blækhat af Sissel-Jo Gazan, som er dén bog, jeg er startet med. Jeg har hørt flere tale utrolig godt om bogen, og blev også allerede ganske hurtigt fanget af den. Bag på bogen er følgende beskrivelse: “Rosa vokser op i Aarhus i 80’erne blandt hippier, grafittikunstnere, BZ’ere og venstreradikale. Hun bor sammen med sin mor, der går meget op i svampevidenskab og i kampen mod kapitalismen og mindre op i, hvem Rosas biologiske far er. Som voksen forsker Rosa i street art og har specialiseret sig i den anonyme street art-kunstner Blækhat, der provokerer og fascinerer hele verden med sin humoristiske, politiske kunst. Efter et forlist kærlighedsforhold rejser Rosa i Blækhats fodspor og ender i Berlin, hvor hun pludselig kommer meget tæt på gåden om, hvem hun selv er. Blækhat er en rørende og overraskende roman om familiehemmeligheder, om oceandybe venskaber og livskraftig kærlighed og om de politiske ekstremer, der enten skiller os ad eller binder os sammen.”
  • De voksnes rækker af Anna Grue, som jeg forestiller mig er én af de der “nemme” sommerferiebøger, som bare skal være en del af stakken i min optik. Bag på bogen er følgende beskrivelse: “Italienske Vittoria Contini har boet seks år i Danmark siden flugten fra hjemlandet i 1958. Hun er blevet godt gift , er mor til tre børn og stadig tæt knyttet til sin danske veninde Conny, der lever et luksusliv i Hellerup med sin mand. Men det betyder bestemt ikke, at tilværelsen her i 1964 er uden problemer: den ene kvinde er ufrivilligt barnløs, den anden lige så ufrivilligt gravid – en situation, der ikke ligefrem bringer harmoni i forholdet mellem veninderne, der i forvejen slås med hver sin vrisne ægtemand samt henholdsvis en opsætsig teenagedatter og en solid omgang husmor-kedsomhed. Hverken Vittoria eller Conny finder det nemt at acceptere, at ungdomsdrømmene er slut, og at de nu skal være voksne – resten af livet.”
  • Kære Zoe Ukhona af Pelle Hvenegaard, som jeg har glædet mig til at læse, siden jeg opdagede, at Pelle Hvenegaard var i gang med at skrive den. En dybt personlig fortælling, som jeg er sikker på, er både trist, hård og aldeles glædelig. Bag på bogen er følgende beskrivelse: “Da Pelle Hvenegaard en sommeraften på en blind date, der er tæt på at blive aflyst, møder Caroline, ved han det med det samme: Den kvinde skal være mor til mine børn. Første møde udvikler sig til en stormende forelskelse, og det står hurtigt klart, at de to gerne vil skabe en familie sammen – men biologien driller. Kære Zoe Ukhona er Pelle Hvenegaards ærlige, komiske, sørgelige og hjertevarme fortælling om de seks år i fertilitets- og adoptionshelvede, som han og hans hustru må gå igennem, før de kan åbne døren til lejligheden på Christianshavn med lille Zoe Ukhona på armen. Vi følger Caroline og Pelles hårde indre rejse, men er også med, når de to – for at holde det hele ud – besøger fem kontinenter og ender på toppen af Kilimanjaro for at kalde på deres kommende barn – udvidende om, at hun rent faktisk blev født 20 dage tidligere i Sydafrika. Det er en fortælling om kærlighed og om at tackle livet, når det ikke går den vej, man har planlagt. En fortælling om at lede efter lykken og meningen med livet, når man har oplevet og opnået det meste – og om den store glæde det er at finde begge dele.”
  • Jeg slukker nu! – Få et sundt forhold til din telefon af Catherine Price, som jo viser sig at gå meget godt i spænd med vores digitale detox-ferie. En bog, jeg købte, fordi jeg ind i mellem synes, at mit forhold til min mobil tager overhånd og fordi min mobil ofte har lidt for stor magt. Bag på bogen er følgende beskrivelse: “Er din telefon det første, du rækker ud efter om morgenen, og den sidste ting du rører ved, før du lægger dig til at sove? Griber du tit ud efter den “bare lige for at tjekke” – og undrer dig 45 minutter senere over, hvor tiden blev af? Har du lyst til at bruge mindre tid på din telefon, men ingen idé om hvordan du skal gøre, uden at skulle droppe den helt? Så er denne bog måske løsningen for dig. Prisvindende journalist Catherine Price har skrevet en praktisk manual til, hvordan du får et bedre forhold til din telefon: Trin for trin guides du mod et forhold, hvor du har brudt med afhængigheden. Et forhold, der virkelig føles godt. Du vil opdage, hvordan smartphones og apps er designet til at gøre os afhængige, og hvordan den tid, vi bruger på dem, går ud over vores koncentration, kreativitet og livskvalitet. Smartphones giver os en masse fordele, men stjæler også vores tid, vores opmærksomhed og nærvær, så vi faktisk får det skidt. Ved hjælp af konkrete råd til ændringer af telefonens indstillinger og apps, dine vaner og din opmærksomhed i hverdagen hjælper bogen dig til at tage kontrollen over dit liv tilbage.”

Jeg glæder mig til at læse alle fire – jeg tror, at de hver især, har noget rigtig godt at byde på. Hvis I har lyst til yderligere inspiration, kan jeg anbefale jer at kigge forbi “Bøger, du bør læse i din ferie” og “Månedens bog: Skildpadder hele vejen ned”.

Er der nogen af bøgerne, I har læst? Eller er der måske én eller flere af bøgerne, der skal på jeres læseliste? Hvilke bøger har I læst og skal I læse over sommeren? Og er der nogen bøger, I kan anbefale?

| Bloglovin’ | Facebook | Instagram Snapchat |

SommerferielæsningSommerferielæsning

Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.