Ferie,  Hverdag & eventyr,  Rejser

UHELDIG FLYTUR TIL SYDFRANKRIG

Figner

Bonjour … I fredags ankom vi til et regnfuldt Sydfrankrig. Helt som forventet. Hvad vi ikke havde forventet var, at vi først landede i lufthavnen i Nice sen eftermiddag. Planen var, at vi skulle være landet omkring klokken 11:30.

FRA BILLUND OVER BRUXELLES … TIL NICE

Men allerede i Billund Lufthavn, tidlig fredag morgen, begyndte det at gå galt. Med dén gevinst at lande 40 minutter før i Nice og desuden modtage 75 euro pr. mand sagde vi ja til at blive ombooket til en anden flyrute og altså komme med et andet fly. På grund af papirarbejde kom flyet fra Billund mod Bruxelles, hvor vi skulle mellemlande, og hvor vi desuden havde fået at vide, at vi havde rigeligt med tid til at nå det næste fly, for sent afsted. Tiden snerpede ind og vi begyndte at trippe. Flypersonalet fra Brussels Airlines forsikrede os dog om, at vi kunne tage det ganske roligt – de var i kontakt med personalet fra dét fly, vi skulle med, og de havde desuden arrangeret, at en person ville stå klar til at fragte os til den rigtige gate i Bruxelles Lufthavn. Var personen der? Selvfølgelig ikke! Med tre store tasker og en baby på seks måneder satte vi det lange ben foran og spænede igennem den store lufthavn. Det tog os cirka to minutter at komme fra flyet og til gate A56. Der blev vi dog mødt af et ufatteligt uimødekommende personale, der lige så tørt meddelte os, at gaten netop var lukket og at vi ikke kunne komme med. Dét til trods for, at flyet stadig holdte på sin plads med “armen” tilkoblet (og forblev tilkoblet i yderligere 5-7 minutter). Der var ingen kære mor! Vi kunne komme med det næste fly klokken 13:30.

Kombinationen af at vores mænd allerede var nået frem til Nice (efter en lang køretur fra Danmark) og ventede på os, at vi havde været oppe siden klokken fire og at personalet var så uhyggeligt kolde gjorde, at vi sgu havde svært ved at holde tårerne tilbage. Mest af alt på grund af raseri og frustration. Vi var blevet lovet guld og grønne skove, og havde jo faktisk bare været venlige at hjælpe et flyselskab, der havde overbooket (!) deres fly. Så meget for venlighed.

EN SEJ BABY OG MODNE FIGNER

Uanset hvad nåede vi frem til Nice senere på eftermiddagen med en baby, der havde klaret sine to første flyture og en lang, lang dag til UG! Hun var så sej. Sejere end sin mor og jeg. Vi var alle sammen godt trætte, da vi nåede frem til huset i den sydfranske bjerglandsby fredag eftermiddag. Også mændene, der havde været afsted siden torsdag aften. På vej mod huset formåede vi overraskende nok at finde kræfter til at handle i Lidl, og da vi nåede frem fik vi ovenikøbet pakket ud og gjort rent. Derefter hoppede vi på hovedet i seng og sov en lang og god nattesøvn! Sikke en dag. Nu har vi lagt dagen bag os og nyder dagene i det nu solrige Sydfrankrig … og fignerne er modne!

Følg på Bloglovin’ | Følg på Facebook | Følg på Instagram |

3 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *