
YNDIG BABYROMPER FRA TAM TAMS
I dag har jeg været gravid i 160 dage og der er altså 120 dage til min termin. Derfor er vi så småt gået i gang med redebyggeriet herhjemme – det kan vidst ikke undgås, og det skal det jo heldigvis heller ikke. Alle forberedelserne op til en familieforøgelse er jo noget af det hyggelige ved en graviditet og dét, der hjælper os til virkelig at forstå, at vi indenfor den nærmeste fremtid skal være forældre.
Herhjemme er vi en lille smule udfordrede på pladsen, da vi – vores lange husjagt til trods – stadig bor i vores lille lejlighed på 65 kvadratmeter, og derfor kræver det, at vi tænker lidt mere kreativt i forhold til indretningen. Den helt store udfordring er at få plads til et pusle-arrangement på badeværelset. Men heldigvis er min søde Jesper, der arbejder som udviklingsingeniør, udstyret med en uhyre kreativ hjerne, der ser løsninger alle vegne. Og også pusle-problemet er han ved at have udtænkt en god løsning til – fantastisk!
Mens Jesper bakser med de lidt større ting, er jeg selvfølgelig begyndt at tænke en masse tanker om vores datters lille garderobe, og jeg tænkte derfor, at jeg vil vise jer det allerførste stykke tøj, jeg har købt til hende. Nemlig denne bedårende romper fra Tam Tams. Jeg er ikke fan af en all-pink garderobe (det bliver simpelthen for sukkersødt og tøset til min smag), men derimod en garderobe med sand, grå og hvid, som de dominerende farver. Men det er jo en pige, vi får, og det må da også gerne kunne ses. Så da jeg tilfældigt faldt over denne håndlavede vintage-prægede romper med de yndigste rosa blomster på Instagram, var jeg simpelthen nødt til at klikke den hjem. Jeg synes den er så bedårende, og jeg forestiller mig hvor fin den bliver til hende med et par hvide strømpebukser og en langærmet hvid body indenunder.
Er den ikke yndig? Det er forresten en kvinde ved navn Karen, der har mærket Tam Tams og som syer en hulens masse fine ting til småbørn. Så hvis I synes, at romperen er sød, kan jeg anbefale jer at tage et kig på Tam Tams Instagram eller hjemmeside – der er virkelig mange ultrafine ting. Jeg vil for en god ordens skyld lige understrege, at romperen ikke er sponsoreret, og at anbefalingen udelukkende er et udtryk for min begejstring over det fine håndlavede Tam Tams-univers.
Hvis I kender nogle gode webshops med babytøj, så må I meget gerne smide en kommentar. Jeg er – sjovt nok – rimelig ny på det område, og vil derfor elske at få jeres anbefalinger og tips. Der er helt sikkert andre end mig, der sidder med samme spørgsmål – hvilke webshops skal en kommende mor kende?
| Bloglovin’ | Facebook | Instagram | Snapchat |
One Comment
Alice
Totalt cute!